Når samtalen en sjælden gang falder på om engelsk nu uofficielt er verdens verdensprog vil de fleste sikkert udtrykke et ja....
Men er det nu så oplagt alligevel? Tanken om et verdensprog optog sindende meget i årerne før 1900 og årene inden første verdenskrig.
Mange forsøg har set dagens lys og egentlig er vel kun tre muligheder tilbage - nemlig Esperanto, Ido og Interlingua.
Ser man på deres natur er Esperanto og Interlingua yderpolerne. Esperanto tilhører det man kalder et skematisk- eller kunstsprog, mens Interlingua tilstræber at være et naturligt sprog. Ido er også et kunstsprog, men forsøger at være mere naturligt i sit ordvalg.
Af disse tre har Esperanto nok de bedste chancer fo at blive det kommende officielle verdenssprog. Det rummer i sin struktur den største frihed og nyskabelsesmuligheder. Dets grammatiske struktur og orddannelsemåde minder på mange måder om kinesisk. Og mon ikke kineserne, efterhånden som de bliver en større og større supermagt, vil foretrække et andet verdensprog end engelsk.
Esperanto bliver af en del kinesiske sprogforskere opfattet med stor sympati.