Geomanti

Efter al sandsynlighed stammer Geomantien fra mellemøsten. Den dukker op omkring år 900 i den nordlige del af Afrika. Den har udløbere i Indien og det meste af Afrika. Trods slægtskab med I Ching i dens struktur kommer den ikke fra Kina. Adskillige lærde arabere har i århundreder beskæftiget sig med og skrevet om Geomantien. På arabisk benævnes Geomantien, ilm Al-raml (videnskaben i sandet). Den skulle efter overleveringen være blevet viderebragt menneske fra ærkeenglen Gabriel.

The Fortuneteller, Kamal-Ol-Molk, 1891. Public domain (WikiArt)

I det 12. århundrede kom Geomantien til Europa via Spanien og blev på grund af sin enkelhed meget populær i middelalderen. Den bliver også omtalt som “fattigmandsastrologien” da den ikke krævede udregninger foretaget af dyre astrologer. Den tyske magiker og forfatter Heinrich Cornelius Agrippa von Nettesheim (1486-1535) udfærdiger sit eget astrologiske system.
Der findes en solid middelalderlig litteratur om emnet på arabisk, latin, fransk og engelsk. Efter oplysningstiden går Geomantien i glemmebogen.

Geomantien består af figurer af fire linjer, hvor hver linje kan være enten aktiv eller passiv. Der kan således dannes 16 forskellige figurer, hvor hver figur læses fra oven. Den øverste linje er ildelementet og derpå følger luft, vand og jord. Man kan således på hver figur se, hvilke elementer som er aktive eller passive. På illustrationen nedenfor er punkterne således aktive og linjerne er passive. Figurerne læses fra øverste linje, fra højre mod venstre.

Den klassiske arabiske opstilling kaldet skjoldet. De fire nederste figurer repræsenterer domstolen med to vidner (13 og 14), dommeren (15) og “resultatets resultat“ (16).